CV og ansøgning
CV – klart, præcist og selvstændigt
Vi læser mange ansøgninger, og vi sætter pris på, når de er tydelige, målrettede og giver os et klart billede af, hvem du er, og hvad du kan bidrage med. Her er nogle råd, der kan hjælpe dig godt på vej.
Dit CV er et centralt dokument og bør kunne stå alene, også uden en motiveret ansøgning. Vi skal kunne danne os et klart billede af:
Hvilke roller du har haft
Hvad dit ansvar har været
Hvilke kompetencer du har opbygget
Din uddannelsesbaggrund
Oversigt over efteruddannelse og kurser
Gode råd til CV’et:
Omvendt kronologisk rækkefølge (nyeste erfaring først)
Tydelig angivelse af måned og år for ansættelser og uddannelse
Et sammenhængende CV uden uafklarede ”huller”. Hvis du har perioder uden ansættelse, skriv kort, hvad de har indeholdt (fx videreuddannelse, barsel, rejse, sygdom eller jobsøgning)
Kort og konkret beskrivelse af rolle og ansvar
Billede på CV?
Det er valgfrit at vedhæfte billede. Det vigtigste for os er dine kompetencer og erfaringer – ikke dit udseende. Hvis du vælger at inkludere et billede, bør det være professionelt, neutralt, opdateret og i god kvalitet.
Ansøgning – målrettet og konkret
Det er valgfrit om du vil lave en motiveret ansøgning som supplement til dit cv. Laver du IKKE en ansøgning, så anbefaler vi at du supplerer dit CV med en motivation for den pågældende stilling.
Din ansøgning skal forklare, hvorfor du søger stillingen, hvad der motiverer dig, og hvordan dine erfaringer matcher de vigtigste krav i jobopslaget.
Gode råd til ansøgningen:
Vær konkret og undgå generelle formuleringer
Brug eksempler fra dit CV til at vise dine kompetencer
Fokuser på de 2–3 erfaringer, der bedst understøtter dit match med stillingen
Ansøgningen skal skabe sammenhæng og motivation, ikke gentage hele CV’et
Vis – fortæl ikke kun
I stedet for blot at skrive, at du fx er “struktureret” eller “en stærk samarbejdspartner”, så underbyg det med eksempler:
Hvilken opgave stod du med?
Hvad gjorde du konkret?
Hvad blev resultatet?
Det giver os et langt bedre grundlag for at vurdere dine kompetencer.
Tjek det praktiske
Inden du sender din ansøgning:
Læs korrektur
Tjek at dokumenterne er vedhæftet
Sørg for, at dine kontaktoplysninger er korrekte
En gennemarbejdet ansøgning signalerer omhu og professionalisme.
Vi glæder os til at høre fra dig!